F.A.Q.
Få svar på dine spørgsmål om Vesterlund Musikkursus
Tilmelding
Hvordan tilmelder jeg mig?
Du tilmelder dig her på siden
Tilmeldingen åbner: Tirsdag 2. januar 2024 kl. 8
Tilmeldingen lukker: 1. maj 2024
Hvordan ved jeg, at jeg er blevet tilmeldt?
Hvis du har fået en mail som kvittering på din tilmelding, er din tilmelding blevet registreret rigtigt.
Det er først, når du har modtaget denne mail, at din tilmelding er registreret.
Modtager du IKKE denne mail, så kontakt projektlederen hurtigst muligt på annemarie@musik-ungdom.dk
Hvad er aldersgrænserne på Vesterlund Musikkursus?
Du skal minimum være fyldt 13 år ved kursets afslutning, og du må ikke være ældre end 21 år ved kursets start. Der laves kun dispensation fra disse regler i helt særlige tilfælde.
Mit instrument er ikke på listen – kan jeg tilmelde mig?
Du kan kun byde dig til på de instrumenter, der står på tilmeldingssiden. Spiller du et andet instrument end dem, kan du altså ikke tilmelde dig.
Spiller du euphonium, kan du tilmelde dig på basun, og derefter sende en mail til projektlederen.
Du er dog altid velkommen til at kontakte projektlederen på annemarie@musik-ungdom.dk, hvis du har spørgsmål eller ønsker.
Der er ikke flere pladser på mit instrument – hvad gør jeg?
Der er begrænset antal pladser i alle instrumentgrupper, og tilmeldingen foregår efter først-til-mølle-princippet.
Ser du denne besked er pladserne desværre allerede fyldt op. Du kan dog tilmelde dig til venteliste, og så får du besked, hvis der bliver en ledig plads på dit instrument.
Kan jeg tilmelde mig efter deadline?
Nej, det kan du normalt desværre ikke. Det er derfor vigtigt, du noterer tilmeldingsfristen og sørger for at tilmelde dig inden.
Et godt råd er at tilmelde dig hurtigst muligt, da mange af grupperne hurtigt bliver fyldt op.
Kan jeg fortryde min tilmelding?
Nej – tilmeldingen er bindende efter betaling.
Jeg har skrevet forkert i min tilmelding – hvad gør jeg?
Skriv en mail med dine rettelser til projektlederen på annemare@musik-ungdom.dk. Dette gælder også, hvis der sker ændringer – f.eks med hensyn til transport, sengetøj og værelseskammerat.
Jeg har bestilt sengetøj – men hvad med håndklæder?
Du får også håndklæder udleveret, når du bestiller sengetøj.
Jeg har meldt mig til fællestransport – hvordan fungerer det?
Du får information om dette i deltagerbrevet, som du modtager senest 1. juni. Der er både mulighed for at komme med bussen tur/retur fra København til Vesterlund samt at blive kørt til/fra Thyregod Station.
Jeg/mit barn har særlige behov – hvem skal vide det?
Af hensyn til kursets afvikling har kurset brug for at vide, hvis deltageren har nogen form for særlige behov.
Dette skal skrives i tilmeldingen, og man er altid velkommen til også at kontakte projektlederen på annemarie@musik-ungdom.dk, hvis man ønsker at tale med nogen fra kurset om det.
Hvor længe skal jeg have spillet for at kunne være med på kurset?
Der er ingen krav til, hvor længe du har spillet, for at kunne være med på Vesterlund Musikkursus.
Der er plads til mange forskellige niveauer på kurset, men for at du kan få det bedste og sjoveste kursus, er det vigtigt at du:
- kan læse noder
- har prøvet at spille i orkester før
- ved hvordan man holder sin egen stemme i orkester
- ved hvordan man følger en dirigent
- for strygere: kan spille i 3. position
Betaling
Hvad koster det at deltage i Vesterlund Musikkursus?
Det koster 3.800 kr. at deltage.
Prisen dækker alt undtagen lån af sengetøj og transport til/fra kurset.
Er der mulighed for at få friplads eller rabat?
Nej, det er der desværre ikke.
Hvornår skal jeg betale?
Du skal ikke betale ved tilmelding. Du modtager information om betaling senest 1. juni
Selve kurset
Hvor og hvornår foregår Vesterlund Musikkursus?
Vesterlund Efterskole, Vesterlundvej 33, 7323 Give. 25. juni – 1. juli 2023
Hvem kan jeg som forælder komme i kontakt med undervejs på kurset?
Der er temmelig dårlig mobildækning på Vesterlund Efterskole ift. at få fat i kursisterne. Vi anbefaler desuden at give kursisterne ro til at falde til de første par dage. I deltagerbrevet følger der kontaktinfo på kursusleder og projektleder til brug i løbet af kurset.
Kan jeg få noder tilsendt, så jeg kan øve mig inden kurset?
Nej, alle får udleveret noder ved første orkester- eller gruppeprøve søndag aften. Det er dog en god idé at møde op i bedste spilleform, så du er klar til de mange spilletimer, som ligger foran dig – sæt evt. den daglige øvetid lidt i vejret i god tid inden kurset.
Hvad skal jeg have med?
Instrument, nodestativ, sengetøj/sovepose og håndklæder (hvis du ikke har bestilt), skriveredskaber, tøj til udendørs brug. Og så er det en god idé med navn på alle ejendele!
Kan jeg låne instrumenter på kurset?
Nej, du skal selv have dine instrumenter med (på nær slagtøjsspillere). Vi kan ikke klare reparationer på kurset, så medbring også gerne ekstra strenge, blade, køller, rør osv.
Hvem kommer jeg til at bo på værelse med?
Vi tager så vidt muligt højde for de ønsker, der er sendt ved tilmeldingen. Derudover sætter vi jer sammen efter vores skøn – piger med piger og drenge med drenge.
Hvem må komme og høre koncerten?
Alle er meget velkomne til at komme til den afsluttende koncert, både familie og den lokale fanklub.
Må man drikke alkohol på Vesterlund Musikkursus?
Nej, der er ingen alkohol – hele ugen!
Er der muligheder for at handle ting ind i ugens løb?
Nej, der er ingen muligheder tæt på – så sørg for at pakke, det du skal bruge hjemmefra. Hvis særlige behov kan det muligvis skaffes i løbet af ugen.
Hvad skal vi lave i løbet af ugen?
På kurset skal du både spille i orkestre, have gruppeprøver med din instrumentgruppe og instruktør, lave sjove fælles aktiviteter med de andre deltagere og meget mere.
Du får et skema udleveret ved ankomst. Du kan se en skitse HER
Har du fortsat brug for hjælp? Send os en besked!
Hvis du har flere spørgsmål, kan du skrive til annemarie@musik-ungdom.dk